Professionelt:
Jeg arbejder som Service Delivery Manager i et større IT-konsulenthus i Storkøbenhavn. Der er mange roller i dagligdagen, som bl.a. også omfatter process management og transition management.
Se mere på Linkedin
Overbevisning:
Egentlig har jeg aldrig rigtig haft en trosretning, eller overbevisning, der rigtig brændte igennem, men da jeg for en del år siden fandt Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster, og deres tvivlsretning, gik der ganske få sekunder, før jeg indså, at her har jeg hørt til hele tiden.
Link til FSM
Klima, biodiversitet og dyrevelfærd:
I alle mine voksenår har jeg levet vegetarisk. Mere og mere fjerner jeg mig fra mejeriprodukterne også. I min verden har vores måde at behandle vores produktionsdyr på altid undret mig, og jeg har indset, at det bare ikke var mig. Ud over det dyreetiske aspekt er der siden kommet en viden om, hvor voldsomt klimabelastende denne dyreproduktionsbranche er, og dertil kommer alle de andre klima-udfordringer væltende ned over en, jo mere man graver i videnskaben.
Biodiversitet er et kapitel for sig. Det er vildt, hvor lidt vildt, vi har omkring os. Klodens plante- og dyrearter forsvinder for næsen af os. ‘Udryddet’ betyder ganske enlekt ‘væk for evigt’. Det er ikke en verden, jeg ønsker at overlevere til de kommende generationer. Jeg handler, muligvis i det små, på alt, hvad der kan handles på, med de midler og metoder, jeg har til rådighed.
Aktiv i Klimabevægelsen med mere:
På den lidt mere aktive front er jeg også klimaleder i Klimabevægelsen i Danmark. Mine venner ved, at dette er et emne, der virkelig tænder mig. Jeg har deltaget i en række klimaaktioner og demonstrationer og bruger en god del af min fritid på at sprede budskabet om, at vi er nødt til at handle nu, hvis vi vil give vores planet en chance. Det kan være udfordrende, især når dem med magten virker mere interesseret i kortsigtede gevinster frem for at lytte til videnskaben og tage ansvar for vores fremtid.
Klimabevægelsen i Danmark